Menigheden mødes mindst tre gange om året til menighedsmøder for at tale om hvordan det står til i vores kirke og med vores medlemmer og venner samt eventuelt tage forskellige beslutninger om stor og småt og vælge personer til diverse ledelsesopgaver. Møderne ledes af en af menigheden valgt forhandlingsleder og en menighedsmødesekretær.
Menighedsmøderne er ikke lukkede forsamlinger. Alle kan være med og have taleret, men det er kun medlemmerne, der har stemmeret.
Til den daglige ledelse har menigheden valgt et menighedsråd bestående af fire menighedsmedlemmer, som er på valg hvert andet år. I menighedsrådet sidder yderligere menighedens ansatte præst(er). Rådet tager sig af den overordnede ledelse og har valgt en formand, der blandt andet sammen med menighedens kasserer har nogle juridiske beføjelser.
Der findes ikke mange multi-supermennesker, og da der ligger et stort arbejde i menighedsrådet, kan det være svært at få nok opstillet til menighedsrådsvalgene. Derfor ændrede vi menighedens ledelse i 2012 med en ny struktur. Ingen kan alt, alle kan noget, sammen kan vi det hele, som „den røde digter fra Vrå“, Carl Scharnberg, beskrev det – og vi supplerer med forbøn og Guds nåde.
Vi har gjort det muligt at tage del i menighedens ledelse i et begrænset område, hvor du har tid, lyst og evner til at løse nogle af de mange opgaver der ligger i Vrå Baptistkirke.
Gudstjenesterådet planlægger og koordinerer menighedens gudstjenester i samarbejde med menighedens ansatte ledere, Økonomirådet planlægger og administrerer menigheds økonomi og Ejendomsrådet fører tilsyns med menighedens ejendom.
Vi vælger repræsentanter til vores deltagelse i BaptistKirken i Danmark og ledere til arbejdsgrupper for børn&unge, omsorg, information og teknik. Valg til råd og arbejdsgrupper sker som beskrevet i Råd og arbejdsgrupper.
Medarbejdere til arbejdsgrupperne kan melde sig til arbejdsgrupperne uden valg, ligesom man kan til de mange andre opgaver i kirken fx rengøring, dør- og kaffetjenesten.
Med tiden ændrer vi os, vores rutiner og betingelser ændrer sig, hvorfor vi ind i mellem må ændre vore „regler“. Vores strukturbeskrivelse kan vi ændre med et forslag og en afstemning på et menighedsmøde. Ønsker vi at ændre vore vedtægter og valgregler kræver det dog flere afstemninger. Men under alle omstændigheder er det menighedens medlemmer der bestemmer.
Valg foregår som beskrevet i vores valgregler hhv. strukturbeskrivelse.