Vrå Baptistkirke
Tante på lejr
Hvordan er det at være med som tante på en spejderlejr

Hvad gør man, når manden og ens eneste barn under 18 år, vil på sommerlejr i Øksedal, når vi har ferie? Vil man være sammen med familien, tager man med. Det gjorde jeg i uge 28, som en slags lejrtante/ medhjælper omkring mad og proviant.

Ca. 550 spejdere var tilmeldt Lejren, og fra Vrå kreds var der ca 58-75 spejdere med. De yngste var med fra lørdag til tirsdag.

Det er imponerende at se det stykke græsareal vi fik tildelt, blive til et „hjem“ for en uge. Med spisebord, ildsted, køkkenbord, og en masse telte. Samtidigt også lidt skræmmende, hvor hurtigt en som mig, der ikke er rigtig spejder, vænner sig til ikke at komme under bruseren, og sove i sovepose på liggeunderlag.

Opgaven med maden, kom til at tage mere af min tid, end jeg troede hjemmefra. Der var opstillet kølecontainer ca. 300 meter fra pladsen, hvor alle kølevarer skulle hentes og bringes tilbage til hvert måltid, og proviant fra købmanden skulle vi bestille 1½ døgn inden, vi skulle bruge det – hvor meget mælk og spegepølse indtager 75 spejdere i overmorgen? :•)

Vejret var supergodt det meste af ugen, og det gjorde lige det sidste til at jeg kan sige: det var en dejlig sommerlejr, og langt de fleste gjorde også deres bedste for at hjælpe andre. Spejderliv når det virker.

– Helene

spejder/lejrbaal2023-1450-800x450.jpg
Fællesskaber
MMX-CMS v.4.0.5 - 2024.11.20. ViggoWeb ©2023-2024